Dansk Revision Slagelse-Nyborg bliver en del af Aider
Sammen styrker virksomhederne rådgivning, specialistkompetencer og vækstmuligheder for kunder og medarbejdere
Aider DK
Pr. 1. oktober 2026 bliver Dansk Revision Slagelse-Nyborg en del af Aider Danmark. Med 45 medarbejdere fordelt på kontorerne i Slagelse og Nyborg tager revisions- og rådgivningsvirksomheden dermed næste skridt i sin udvikling og bliver en del af en større skandinavisk organisation med stærke vækstambitioner.
Aider er allerede repræsenteret i Danmark gennem Baker Tilly-kontorerne i Sorø, Odense og Valby. Med tilføjelsen af Dansk Revision Slagelse-Nyborg styrker Aider sin position yderligere og får mere end 225 medarbejdere i Danmark.
For kunderne betyder aftalen fortsat lokal forankring, nærværende rådgivning og de samme kontaktpersoner. Samtidig får de adgang til et bredere udvalg af specialistkompetencer inden for blandt andet skatterådgivning, generationsskifte, virksomhedshandler og andre komplekse rådgivningsopgaver.
Dansk Revision Slagelse-Nyborg fortsætter som en partnerdrevet lokal virksomhed med samme fokus på kunder, medarbejdere og kvalitet. Som en del af Aider får virksomheden samtidig adgang til større faglige miljøer, moderne teknologiske løsninger og øget investeringskraft.
Aider blev etableret i 2019 og beskæftiger i dag omkring 2.000 medarbejdere med en årlig omsætning på cirka tre milliarder norske kroner. Inden for det seneste år har virksomheden udviklet sig fra en norsk aktør til en voksende europæisk organisation med aktiviteter i Norge, Sverige, Polen og Danmark.
Aiders vækststrategi bygger både på organisk vækst og strategiske opkøb, og virksomheden forventer fortsat at styrke sin tilstedeværelse på det danske marked.
Dansk Revision Slagelse-Nyborg har gennem mange år rådgivet ejerledede virksomheder, SMV'er og fonde inden for revision, regnskab og strategisk rådgivning. Med Aider i ryggen styrkes virksomhedens muligheder for at investere i faglig udvikling, teknologi og nye kompetencer til gavn for kunder og medarbejdere.
"Revisions- og rådgivningsbranchen bliver stadig mere kompleks. Kravene til compliance, kvalitetsstyring, teknologi og specialiserede kompetencer stiger, og det kræver betydelige investeringer. Vores mål er at frigøre tid, så rådgiverne kan fokusere på det, der skaber størst værdi for kunderne: dialog om forretning, økonomi og udvikling," siger Claus Bonde Hansen, leder af Aider Danmark.
Han fortsætter:
"Vi oplever stor interesse for Aider blandt mindre og mellemstore revisions- og regnskabsvirksomheder. Mange står over for stigende regulatoriske krav og voksende investeringsbehov inden for teknologi og digitalisering. Her kan Aider bidrage med investeringskraft, stordriftsfordele og stærke specialistmiljøer, samtidig med at vi bevarer det lokale nærvær og den tætte relation til kunder og medarbejdere."
Claus Dyrelund Johansen, partner i Dansk Revision Slagelse-Nyborg, ser store muligheder i samarbejdet:
"Vi har længe haft et ønske om at videreudvikle vores virksomhed og skabe endnu bedre muligheder for både kunder og medarbejdere. Da vi indledte dialogen med Aider tidligere på året, stod det hurtigt klart, at vi deler de samme værdier og ambitioner. Derfor føles dette som et naturligt næste skridt."
Han tilføjer:
"Vi fortsætter vores lokale tilstedeværelse og ambitionerne om vækst på Vestsjælland og Fyn. Samtidig får vi adgang til stærke faglige kompetencer og nye samarbejdsmuligheder med vores kolleger i resten af Aider. Det kommer både kunder og medarbejdere til gode."